Rekordsalg: Junckers A/S lukker stor sportsaftale i Hongkong

2023.03.28

Efter flere års intense forhandlinger faldt aftalen nu endelig på plads. Junckers A/S skal levere 11.000 kvm demontable sportsgulve til et nyt og supermoderne sportsområde i Hongkong. En salgsrekord inden for sportssegmentet for den danske gulvproducent, der forventer, at aftalen har en værdi på over 8,5 mio. kr.

Sportsområdet Kai Tak Sports Park er planlagt til at åbne i 2024, og det offentlige byggeri skal tjene som et monument for civil stolthed og inspirere den kommende generation af Hongkongs atleter.

Kai Tak Sports Park fylder et areal på hele 28 hektar, og det vil udover et parkområde og flere stadioner også indeholde en stor og moderne multifunktionshal, der kan afholde internationale topturneringer inden for sportsgrene som badminton og basketball. Og det er her, Junckers’ demontable sportsgulve skal placeres.

”Hongkong er et specielt marked for Junckers”, fortæller Nadiya Andersen, der er International Sales Manager hos Junckers A/S.

”Vi har været repræsenteret der i 40 år, og i den periode er det lykkedes os at opbygge et rigtig godt renommé. Junckers har revolutioneret måden at producere sportsgulve på. Vi producerer et topkvalitetsgulv, der leverer i forhold til atleternes sikkerhed og sportslige præstation, men som samtidig er nemt og hurtigt at installere”.

Ny strategi med fokus på sport

I 2020 indledte Junckers sin 2025-plan, hvor netop sportssegmentet har fået en nøglerolle. Her kan man tilbyde den komplette sportspakke indeholdende certificerede gulve, farver og lakker i topkvalitet. Et setup der blandt andet har medført et partnerskab med det internationale basketforbund, FIBA. Partnerskabet betyder, at sidste års EM, dette efterårs VM og næste års OL i basketball alle spilles på Junckers’ Pro Complete 44 – topmodellen inden for demontable sportsgulve. Det selvsamme gulv, der nu er solgt i rekordhandlen til Kai Tak Sports Park.

Om den nye strategi fortæller Junckers CEO, Lars Gjødsbøl:

”Vi er på rette spor med vores 2025-plan, der skal genetablere Junckers som en stærk og profitabel industrivirksomhed. Det skyldes ikke mindst vores momentum inden for sportssegmentet, hvor vi årligt er vokset med over 10 % siden strategiens lancering, på trods af meget vanskelige markedsvilkår. Det er vi selvsagt svært tilfredse med”.

Tillbaka

keyboard_arrow_up



picture_as_pdf