LAMEL TRÆGULVE
LÆGNINGSVEJLEDNING

Junckers Lamel Limsystem
Bolig / Erhverv

J 30.3


Junckers Lamel Limsystem

J 10.0 Generel information
J 10.3 Lamel Limsystem information
J 20.3 Projekteringsvejledning
J 30.3 Lægningsvejledning

Fig. 1

FØR OG UNDER LÆGNING AF GULVET

Byggeriet skal være tørt og lukket. Varmeanlægget skal være installeret og afprøvet, og i fyringssæsonen bør der være konstant varme på. Betonstøbninger og andre indvendige arbejder, der kan tilføre bygningen fugt, fx grundlæggende maler- og flisearbejde skal ligeledes være afsluttet.

Den relative luftfugtighed i bygningen skal være mellem 35 og 65 % og temperaturen ca. 20° C. Undergulvet skal fremstå med en ensartet fast og ren overflade samt være tilstrækkeligt tør. Dvs. at restporefugten i underlaget ikke må være højere end 85 % RF, hvilket eftervises ved kontrolmåling. Ved gulvvarme må restporefugten dog ikke overstige 75 % RF. Fugtindholdet i træbaserede undergulve må ikke være højere end 12 % (DK).

Lamelbrædder bør altid lægges umiddelbart efter ankomsten til byggeriet. Emballagen må først åbnes umiddelbart inden gulvlægningen påbegyndes. Dvs. ingen akklimatisering af brædderne i byggeriet.

NB: Lægningsvejledningen skal nøje gennemlæses før start. Ved tvivlsspørgsmål kontakt Junckers tekniske serviceafdeling - inden lægning.


1. LÆGNING MED LIMSYSTEM

Undergulvet skal have en planhed, der ikke afviger mere end 2 mm på et 1,5 meter retholt. Afvigelsen måles som åbninger under retholtet. Overfladen skal fremstå jævn og uden grater. Stedvise ujævnheder skal være afrettet. For at få en tilstrækkelig fast og ren overflade der sikrer vedhæftning, spartles eller afslibes undergulvet sædvanligvis inden gulvlægning.

OBS: For alternativ målemetode, -> J 10.3 – Undergulvets planhed.


2.

Inden gulvlægningen påbegyndes skal det sikres at restporefugten i underlaget ikke er højere end 85 % RF. Ved gulvvarme må restporefugten dog ikke overstige 75 % RF og samtidig skal gulvvarme anlægget være slukket mens lægningen udføres. Gulvfladen opdeles i et modulnet, således at der inden for hver maske i modulnettet er ca. 5- 10 m².
Målingerne gennemføres derpå i hvert skæringspunkt i modulnettet med fx en kapacitiv fugtmåler for at fastlægge de fugtigste områder.

Efterfølgende måles og fastlægges restporefugten i de fugtigste områder ved at anvende en destruktiv målemetode, -> J 10.3 - Måling af fugt i undergulve.

NB: For at tolke og vurdere fugtforholdene i en konstruktion forudsættes der en vis fugtteknisk viden og erfaring. Derfor kan det med fordel overlades til en fugtekspert at gennemføre målingerne.


3.

Til limning af gulvet anvendes Junckers Parket Lim. Limen påføres med Junckers Limspartel, der efterlader et tyndt lag lim på gulvet mellem limsporene. Spartlen holdes i en vinkel under 45° og vendes så siden mærket 2 er nedad. Der anvendes ca. 0,5 liter pr. m² afhængig af underlagets sugeevne, struktur og planhed.

Alternativt til spartlen kan Junckers limmaskine, GlueButler, anvendes. -> H 6.2 – Produktinformation / Limmaskine.

Ved stærkt sugende underlag grundes der med Junckers Primer for at sikre optimal vedhæftning.

Limen påføres sædvanligvis på et areal svarende til 3-4 brædderækker af gangen og aldrig større, end at monteringen af brædderne er afsluttet inden 20 min., svarende til limens åbningstid.


4.

Brædderne trykkes godt fast i den våde lim. Monter afstandsklodser mellem den første række brædder og væggen.

Afstand til vægge og faste installationer skal være 1,5 mm pr. m på tværs af gulvfladen i begge sider (A) og 1 mm pr. m på langs af gulvfladen i begge ender (B), alle dog minimum 12 mm (DK).

Det anbefales at lægge brædderne parallelt med den længste side af rummet i et uregelmæssigt mønster / forbandt. Bræddestødene (der hvor bræddeenderne mødes) fordeles mest muligt. Afstanden mellem bræddestød i to på hinanden følgende rækker bør være minimum 250 mm. Ved lægning af lamelparket bør stavstød ikke ligge på linie med stavstød i naborækken, men bør spredes mest muligt. Brædderne lægges tæt sammen, men bør ikke slås hårdt sammen.

Brug gulvjern til at få det sidste bræt på plads.


5.

Ved rørgennemføringer bores et hul i planken. Hullet (A) skal have en diameter, der er min. 24 mm større end rørets diameter.

Der saves en klods af i en skrå vinkel. Efter lægning af brættet, limes klodsen på med Junckers Fer & Not Lim.
Som afslutning kan Junckers radiatorrossetter anvendes.

Ved dørkarme o.l. er det vigtigt, at det nederste af dørkarmen skæres til således, at der er plads til gulvet under dørkarmen. Som afslutning af gulvet ved døre o.l. anvendes Junckers dørtrin eller, hvis gulvet skal tilpasses anden gulvbelægning, Junckers overgangsstykke.

keyboard_arrow_up picture_as_pdf